KommunikationsCast

Kcast 110: Personlig branding

110_personligbrandingVi taler med politikeren Maja Højgaard Nielsen om, hvordan hun styrer sit personlige brand. Hun fortæller også om de digitale værktøjer, hun har valgt at satse på og hvorfor. Kcasts reklameekspert Peter Andreas sætter vores branding-snak i perspektiv.

KommunikationsCast er et ugentligt podcast, der handler om kommunikation. Podcastet bliver lavet af Katrine Emme Thielke og Mikkel Westerkam.

Du kan abonnere på KommunikationsCast vha. et af de feeds du finder du kan downloade podcastet som MP3-fil her [varighed: 36´52, ca. 33,8 MB].

Du kan også lytte i playeren her:

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

Links relateret til podcastet:

-> Se Maja Højgaard Nielsens site.
-> Læs mere om Kcasts reklameekspert Peter Andreas.
-> Ugens sites: Digg.com og StumpleUpon.

Breakdown:
00:00 Velkommen
01:30 Nyheder
13:45 Interview med Maja Højgaard Nielsen
22:00 Peter Andreas om personlig branding
34:15 Ugens site
35:45 På genhør

Din vurdering af podcastet:
1 podstjerne2 podstjerner3 podstjerner4 podstjerner5 podstjerner (3 stemmer afgivet. Gennemsnittet er: 5.00 ud af 5)

Loading...

6 kommentarer

    Hovsa.

    Jeg får vist sagt, at Poul Nyrup Rasmussen var KD-direktør inden han blev statsminister. Jeg mener naturligvis LD.

    P.

    […] Den 4. maj deltog jeg i et sjovt interview om moderne medier og branding af politikere. Hør hele interviewet her. […]

    Sikke et fedt program. Både Maja og Peter A. bidrager med et hav af gode overvejelser! Super setup, selvom starten måske er lige pjattet nok.

    Glæder mig til næste udgave.

    Tankevækkende cast – virkelig interessant. Det er en fornøjelse når i lader eksperterne komme på banen. Virkelig god indsigt.

    Det første man må gøre, når man vil arbejde med sit brand må jo være at finde ud af hvad man vil opnå. Jeg tror mange, ligesom Emme, har startet med at have en blog bare for at “se hvad man kan” … og så ladet det udvikle sig derfra. Det giver nogle ret spændende resultater, men kan godt komme til at virke lidt formålsløst, når man ikke engang under processen har sat sig ned og tænkt over hvad man skal bruge brandet til.

    Samtidig er det personlige brand jo blevet noget som alle har. Via Facebook, Twitter etc. så vedligeholder vi jo allesammen hele tiden vores eget brand – hvilket fører til at vi er ved at drukne i dem. Nogen siger at man højest kan huske tre brands umiddelbart i en given kategori – altså tre typer vaskepulver, tre forlystelsesparker, tre telefonfabrikanter – hvis det også gælder personlige brands, så er det jo der problemet er. For hvis jeg bare ser på min egen twitterstrøm så følger jeg omkring 80 personer / brands – og det fører jo til at jeg ikke kan huske hvem de er, sådan umiddelbart. Ikke godt for dem (og ret forvirrende for mig hele tiden at skulle checke folks profil, fordi jeg ikke kan huske præcis hvem de er udfra deres handle/brand).

    Tribes er løsningen! Men ikke som skitseret i udsendelsen, hvor vi markedsfører vores brand indenfor en tribe. Det kan jeg, personligt, ikke bruge til noget. Det interessante for mig er at være medlem af en tribe – og så i fællesskab markedsføre den til omverdenen.

    Det er jo ikke noget nyt, men det er bare gået lidt i glemmebogen i individualismens årti(er). Kunstnersammenslutninger har gjort det i årevis. Haft en gruppe af mennesker der går sammen om at skabe “Decembristerne”, “Cobra”, “Bauhaus” eller “De Unge Vilde”. Gennem denne tribe, med sammenhørende værdier og formål, lykkedes det så enkelte kunstnere at markedsføre deres personlige brand med langt større succes – samtidig med at de øvrige medlemmers personlige brand blev løftet af “stjernerne”. Klassisk win-win.

    Faktisk forsøgte K-cast på dette. Den 24. november i “Metacast” fik K-cast en stor gruppe lyttere til at sige “Jeg er med”. Med præcist hvad de lyttere var med i … det blev aldrig udnyttet. Men netop der var K-cast meget tæt på at skabe sin egen tribe.

    På samme måde kunne Maja jo gå sammen med andre unge socialdemokrater og skabe et fælles brand – som dermed kunne markedsføres med større kraft end hendes eget personlige. Jeg syntes hun gør en imponerende indsats, men jeg ville nok frygte at det var skønne spildte kræfter.

    Pointen er vel egentlig at det personlige brand er blevet så slidt, at det kun vanskeligt kan anvendes. Og vi derfor måske er på vej mod mere kollektive brands – som også ses i f.eks. Open Source bevægelsen, hvor udviklere uden nogen form for formelt samarbejde bekender sig til at arbejde sammen.

    Som udgangspunkt har du ret Adam, men i forbindelse med politik er der nogle lidt andre spilleregler.

    Man kender også godt til grupperingerne eller kaffeklubberne som de er blevet kaldt, som har været dannet gennem tiden af samme årsag. Ritt Bjerregaard var specielt god til at danne disse netværk, som gav dem et fælles stærk brand.

    Men når det drejer sig om valg, er det utroligt vigtigt at vælgerne kun husker et navn når de står i boksen. Så derfor er kunsten at få Maja Højgaard Nielsen spredt til så mange som muligt.

    Problemet ved f.eks. Cobra malerne er, at jeg elsker nogle af malerierne, men kender kun nogle få kendte malere bag netværket. Det har man ikke råd til, når man laver politisk branding.

    Specielt ikke hvis man er ny ung kandidat, der forsøger at få sig lidt omtale og spredt sit navn til flest muligt.

    @Dan Holt Jensen

    Jeg er ikke spindoktor – så jeg udtaler mig naturligvis udfra en lægmands perspektiv. Kunsten må jo være at få “triben” til at blive at blive pseudonym med det personlige brand.

    For mig at se må det handle om, at man arbejder koordineret med at få sat lighedstegn mellem gruppen og individerne – og man sørger for at gruppen bliver ved med at være lille. Jeg tror faktisk på at Lene Espersen, Henriette Kjær og Gitte Seeberg har haft gavn af “Kylle, Rylle og Pylle”. Der var givet også andre konservative unge kvinder på det tidspunkt – men de var jo “Kylle, Rylle og Pylle” – så de tiltrak sig opmærksomhed.

    Hvis de var gået hele vejen og havde lavet en fælles-twitter (ok, det kunne de så ikke dengang) som hed http://www.twitter.com/kylleryllepylle – og havde husket at underskive sig med -HK, -LE eller -GS – så tror jeg faktisk det havde virket ret godt.

    Især i det danske valgsystem kunne det blive en fordel – hvis man har forskellige kredse. Hvis man sørger for at der er en fra “triben” i hver storkreds, så kan alle jo få en del af hypen, men der vil ikke være intern konkurrence om stemmerne.

Skriv et svar